Fornuft er at slingre/vakle i det kendte. Tro er at bevæge sig/navigere i den ukendte.
Fornuft er gentagelse/repetition. Tro er udforskning.
Fornuft er rutine. Tro er eventyr/spænding/oplevelse/vovestykke.
De er hinandens modsætninger, og en integreret/sammenhængende/uundværlig del af livet.
Ikke at have en tro er i sig selv en elendighed??????? tro giver en øjeblikkelig trøst. Mens argumentering holder dig mentalt sund (sane) og med jordforbindelse (grounded), kan intet mirakel ske uden tro. Troen bringer dig på den anden side af forhindringerne. I troen kan man transcendere naturlovene, men den skal være ren/ægte. Tro er hinsides fornuften, men det er nødvendigt at stole på sin egen (reasoning). Tro og fornuft kan ikke eksistere uden hinanden. Ethvert argument er baseret på en form for tro. Når fornuften eller troen brister, tager forvirring og kaos over, hvilket ofte er et trin/skridt (ind???) på udviklingsvejen.
Der er to slags tro. Tro der udspringer af frygt, grådighed og usikkerhed; og tro baseret på kærlighed, som tilliden mellem mor og barn, mesteren og disciplen. Mens troen der udspringer af kærlighed er fast og usårlig, er den tro der stammer fra frygt og grådighed ustabil.
En ateist baserer sig på fornuften, og en troende på troen. En troende bruger Gud som en forsikringspolice! Han tror han er noget særligt. I Guds øjne findes der ikke noget ”mig” og ”andre”; alle er ens. En ateist bruger fornuften til at lukke øjnene for virkeligheden. Døden ryster dem begge. Når en nærtstående dør, åbnes ateistens øjne og den troende bliver rystet i sin tro/troen revner/krakelerer. Kun en yogi – en vismand – forbliver upåvirket. For den person har transcenderet både fornuften og troen.
Der er brug for en balance mellem troen og fornuften.